På denne workshop får du muligheden for at undersøge, hvordan du kan åbne op for en helt enkel glæde. En glæde, der kommer indefra. En glæde, der ikke er afhængig af ydre omstændigheder, eller at alt er præcis, som du gerne vil have det.
Det er sjældent, at vores livsomstændigheder er fuldkommen perfekte. Ofte er der det ene eller det andet, der bevæger sig i retninger, vi ikke ønsker, og det kan være svært at føle sig rigtig glad og tilfreds.
Ligesom vi ikke kan styre, hvad livet serverer for os, kan vi heller ikke forcere tilfredsheden og glæden. Men vi kan skabe plads til glæden, vi kan give den gode betingelser.
Vi kan finde ind i en venlig nænsomhed og komme tæt på alt det liv, vi sanser i kroppen i et nærvær med os selv. Vi kan rette vores opmærksomhed mod alt det, vi har i vores liv, som vi påskønner og er taknemmelige for og lade det fylde.
I løbet af workshoppen vil der være korte oplæg om Metta (venlighed) og Mudita (glæde/påskønnelse) som begreberne forstås og kultiveres i den buddhistiske tradition. Workshoppen igennem vil vi læne os ind i en undersøgelse af disse begreber, både i en lang blid yoga-session, i guidede meditationer og i meditation i den smukke natur lige udenfor døren.
Workshoppen kræver ikke andre forudsætninger end lysten til forenkling, fordybelse og glæde.
Medbring tøj så du kan være udendørs, samt en madpakke til pausen, hvis du har brug for det.
Der vil blive serveret te og snacks.